Lejligheden havde kun gennemgået meget begrænset renovering, da den blev overtaget fra tidligere ejer. Ejeren valgte derfor at istandsætte lejligheden med nye el- og vandinstallationer, herunder slibe gulve og lave nyt køkken og bad. Her kan du læse mere om interessante løsninger i forbindelse med renoveringen.
I lejligheden har man valgt at vælte et stykke af væggen mellem køkken og værelset og således lave et hul på 1,26 m (svarende til to skabe à 60 cm plus lidt ekstra plads). Dernæst har man bygget en ny væg, så køleskab og ovnskab kan skubbes delvist ind i værelset.
Løsningen får køkkenet til at virke større, da lyset fra vinduet bedre kan komme ind. Uden løsningen ville køleskab stå delvist foran vinduet. Samtidigt er påvirkningen på værelset meget begrænset sammenlignet med den vundne rumfornemmelse i køkkenet. Samtidigt tillader løsningen at der opsættes et væghængt bord modsat kogepladen til fx morgenmad.
Af tegningen fremgår forslag til hvordan køkkenelementerne kan fordeles. Fra venstre er der induktionsplade, 40 cm køkkenskab, vaskemaskine, håndvask og 40 cm opvasker. På grund af den skrå kant mod vinduet i øverste højre hjørne har man valgt at rykke køkkenelementerne 10 cm frem fra væggen og valgt en 70 cm bordplade for at gøre plads til alle elementer.
Bordpladen som fremgår af billedet er lavet af birkekrydsfiner, hvor ejer har limet Forbo Desktop Linoleum på. Linoleum fås i mange farver. Her er valgt farven mushroom. Samlet pris for materialer til bordpladen er ca. kr. 2500,- og ejer har valgt at bruge overskydende krydsfiner og linoleum til hylder i resten af lejligheden.
Køkkenelementerne er fra IKEA og man har i lejligheden valgt overskabe, der går helt til loftet for at undgå støv over skabene.
Derudover har man fjernet døren mellem køkken og éntre, hvilket gør at lyset kommer helt hen til fordøren.
I forbindelse med nye elinstallationer har man været nødt til at flytte eltavlen. Den er flyttet om, hvor der tidligere har været skab. Løfter man hoveddøren af opfylder tavlen de nye krav om 1 meters tilgængelighed foran tavlen, men for de fleste praktiske formål behøves det ikke.
I badeværelset har man flyttet døren 15 cm længere mod toilettet, der giver mulighed for adskilt bruseområde.
Samtidigt er det væghængte toilet vinklet således, at der er bedst mulig plads foran toilettet. Sættes toilettet vinkelret på bagvæggen kan man have problemer med at knæene støder mod forvæggen.
Man har her valgt at fjerne det eksisterende gulv og banke ned til jernsvellerne, der er blevet rustbehandlet. I forbindelse med ny støbning har ejeren anvendt Mira Lightbeton, som har kortere tørringstid end almindelig beton, der ifølge reglerne skal tørre op mod en måned før det må påføres vådrumsmembran.
Har du selv fundet en god løsning til istandsættelse af lejlighederne, som du synes andre beboere kunne få gavn af, så kontakt bestyrelsen på [email protected].